om de 3 sidste skud i bøssen...

Hvad er det bedste og største der kan ske for et menneske? Stort set alle man stiller det spørgsmål, vil svare at det er at få børn. Et eller andet sted er det vel også det, det hele handler om; at sikre artens overlevelse...For mig har det også i mange år været en drøm at få børn. Det har bare ikke artet sig sådan at det er sket. Der er mange årsager til dette, men det har ikke været den klassiske; at jeg lige skulle have uddannelse, hus, bil og kæledyr og være gældfri først...Jeg har egentlig altid gerne ville have mange børn, eller i hvert fald flere end de 2 gennemsnitsfamilier får.
Jeg tror det har noget at gøre med, at jeg har rigtig, rigtig stor glæde af mine egne søskende, selvom der er rigtig stor aldersforskel på os. Min storesøster, Henriette er 10 år ældre end mig, min bror Steen er 9 år ældre og lillesøster Bolette er 8 år yngre end mig...så min mor har et sæt pseudo-tvillinger og 2 enebørn. Jeg har aldrig syntes det har været et problem på nogen måder og jeg vil ALDRIG bytte for noget i verden...heller ikke selvom mine søskende kan være noget så irriterende og søskende-agtige...men de siger sikkert det samme om mig...eller det håber jeg da i hvert fald.

Nu rykker alderen og jeg er tættere på de 40 end på de 30, så jeg har ikke ret mange skud tilbage i bøssen, for at få det/de børn jeg skal have. Da jeg var yngre, sagde jeg altid, at hvis jeg ikke havde nogen børn når jeg var 32, fik jeg ingen børn, for der er/var mange andre ting jeg også skulle nå. Det har jeg opgivet...
Da krisen, for et par år siden, blev større, blev jeg spejderleder, så kunne jeg da få lov til at "låne" andre folks børn. Jeg har stadig stor glæde af det og vil gerne fortsætte med det.

Det er nu 5 år siden jeg første gang tog kontakt til en fertilitetsklinik med henblik på at blive gravid. Jeg tog en stor beslutning om at jeg måtte prøve selv at blive gravid med hjælp fra en donor. Det er, for nogen, nærmest en kriminel handling. Jeg kan sagtens se og forstå nogle af de argumenter der kommer, men jeg har valgt denne måde, fordi jeg synes den er SÅ meget mere sober end hvis jeg gik i byen, kun med det formål at blive gravid. Det er ikke ok, hverken over for barnet eller en eventuel far. Jeg kan også godt se og forstå det argument om at det er en egoistisk handling, at få et barn alene. JA det er det, men min egoisme er jeg overbevist om at jeg kan konvertere til 100% ÆGTE kærlighed til mit barn. For det er det jeg vil og det er gennemtænkt på alle mulige måder INDEN jeg tog kontakt til klinikken. I løbet af hele det her forløb har jeg skrevet dagbog med tanker, følelser og en masse ord om hele processen. Jeg er sikker på alle disse ord, vil hjælpe mig og mit barn til en forståelse af hinanden og de valg jeg har truffet.

Da jeg startede på hele denne proces for 5 år siden, var der betaling, både i det private og i det offentlige, så jeg tog derfor kontakt til en privatklinik. Jeg kom i gang og havde i alt 6 forsøg hvor jeg blev insemineret, et af forsøgene resulterede i en graviditet...JAHHH....men, men, men jeg fik en ufrivillig abort i 9. uge. Det tog ret hårdt på mig og jeg holdt derfor pause fra det hele i et års tid.
I det år kom, den nu tidligere, socialdemokratiske regering til og den fjernede betalingen for fertilitetsbehandling til enlige i det offentlige system. Jeg valgte derfor at prøve lykken der. Jeg må indrømme at jeg er meget overrasket over hvor fantastiske de mennesker er.
Jeg har nu haft et par forsøg med insemination, men fordi man havde mistanke om at jeg lider af endometeriose, lykkedes det ikke. Pludselig oplevede jeg at en cyste (endometeriosen) voksede voldsomt og denne skulle så fjernes før vi kunne fortsætte. Det satte mig lige 2 måneder tilbage.
Da jeg startede op igen efter min operation, hvor man fjernede cysten, blev vi enige om at insemination nok ikke ville være løsningen for mig. Derfor skulle jeg igennem reagensglasbehandling med ALT hvad der hører til; hormonbehandlinger med sprøjter, piller, ægudtagning og (forhåbentlig) ægoplægning...for det er her jeg er nu. Da jeg fik taget æg ud i juni, blev jeg kraftigt overstimuleret af hormoner og de turde derfor ikke lægge æg op. Så derfor har jeg nu 3 æg liggende i fryseren, der venter på at jeg er klar til ægoplægning....bare rolig, de skal ikke op alle 3 på en gang :-)
Jeg skal til scanning i næste uge...det bliver rart at komme videre i processen.

Det har været en meget lang proces, som jeg kan se en ende på nu...Det vil sige at uanset hvad, så har jeg 3 forsøg tilbage i bøssen. Jeg kan få lagt æg op 3 gange nu, lykkes det ikke, kan det offentlige ikke hjælpe mig mere. Hvis jeg så vil fortsætte, så skal jeg tilbage til det private...og betale for det. Det er så hvad det er, men det er ikke billigt skal jeg hilse og sige. Derfor er jeg også begyndt at mentalforberede mig på at jeg MÅSKE ikke får børn...Det er ikke sådan at jeg tænker på det dagligt eller hver 2. dag, men det er i mit hoved. Jeg bruger stadig 98% af tiden på at sige at selvfølgelig lykkes det nu, men jeg synes bare det er rigtig vigtigt at have den anden lille del med i tankerne. Jeg vil blive frygtelig ked af det og skuffet hvis det ikke lykkes, men i og med jeg har det i tankerne er jeg ikke helt uforberedt på det...
Så kære venner; Det er nu I skal krydse fingre, fra næste weekend og 3-4 uger frem :-) 

om mennesker der betyder noget...

Igennem livet møder man mange mennesker, der på den ene eller anden måde, kommer til at betyde noget for ens liv og/eller de valg man kommer til at tage.

Dagens tekst vil handle om to af de mennesker i mit liv; en jeg har kendt hele mit liv og en jeg har set jævnligt i fjernsynet og som jeg i sommer fik glæden af at møde personligt.

 

 

Den første person jeg vil fortælle lidt om, er min mor. Alle voksne børn siger, på et eller andet tidspunkt, at man har den bedste mor. Når man er barn eller teenager er ens mor den værste i verden, men når man bliver voksen, kan man jo godt se at de der mødre gjorde nogle gode ting...

Da jeg var barn/teenager, havde jeg egentlig ikke et særlig godt forhold til min mor. Jeg har altid været følsom og egentlig også været god til at snakke om mine følelser, men det var sværere for min mor. Hun er jo opdraget til at man ikke snakker så meget om følelser. Så da jeg var teenager snakkede jeg stort set aldrig med min mor. Jeg havde en super god erstatning i min arbejdsgiver fra dengang, den fantastiske Duddi Hufeldt. Tror først det er efter jeg er blevet voksen, at det er gået op for mig, hvor meget Duddi og Peter betød for mig....Af hele mit hjerte tak :-)

 

Efter jeg havde en depression for nogle år tilbage, fik jeg et tættere forhold til min mor. Af en eller anden årsag, tror jeg også jeg fandt ud af, at man ikke skal tage sine forældre, eller andre og selve livet, for givet. Min mor og jeg fik snakket om mange ting. På et tidspunkt var vi nærmest lidt "Møghe-agtige". Jeg gjorde mange ting sammen med hende. Det var noget jeg havde behov for at gøre, følte jeg. Jeg gør stadig mange ting med min mor, men det er ikke så meget mere som det har været...

 

Min mor har hjulpet mig på mange måder gennem livet. Hun har aldrig kunnet låne mig de store pengesummer, men jeg kunne låne til en liter mælk og et rugbrød...eller jeg kunne få et par toiletruller med hjem. Det har været sådan hun har hjulpet. Da jeg i januar ikke havde det helt fantastisk med de nye overboere der var flyttet ind ovenpå mig, og udsigten til en lejlighed i boligforeningen ikke var nært forestående, foreslog hun at jeg opmagasinerede de fleste af mine ting og flyttede ind til hende...som sagt, så gjort....så nu udlever vi rigtig "Møghe-livet", det er faktisk rigtig hyggeligt...

 

 

Mor fotograferet i maj 2015 i Korsbæk på Bakken

  

Min mor har betydet rigtig meget for mig gennem livet. Ind imellem lidt for meget, da jeg altid har været meget familiær. Jeg har næsten ikke turde rykke mig ret langt væk, af frygt for at miste min familie...men den har man jo hele livet. Det har jeg indset denne sommer.

 

 

 

 I sommeren 2015 har jeg fået et "wake-up-call"

 

 

Ja et "Wake-up-call" som egentlig startede i februar måned, da jeg meget pludseligt måtte tage til Bornholm til bisættelse. Det var min fars kone; Grete, kaldet Putte, der var gået bort. Jeg var i chok, for det var der ingen der havde set komme. Det var en fantastisk smuk bisættelse og min far klarede dagen overraskende godt, synes jeg.

 

Far kom over til min nevø Asgers konfirmation i april og jeg lovede min far at komme på ferie, når sommeren kom. Som sagt, så gjort. Det var en meget anderledes ferie end de mange tidligere ferier jeg har haft på skønne Bornholm. Jeg har altid været dybt fascineret af Bornholm, naturen og menneskene. På denne ferie kom jeg bare SÅ meget tættere på min far. Jeg fandt ud af, at min far måske også kunne have brug for at være tæt på mig, lige som min mor har haft behov for...Vi havde rigtig mange hyggelige timer sammen.

 

 Min far fotograferet til Asgers konfirmation april 2015

 

 Jeg har altid været interesseret i musik og kunst. Der er to danske kunstnere jeg synes rigtig godt om; musikeren Michael Falch og billedkunstneren Martin Bigum.

 

Michael Falch synes jeg er fantastisk inspirerende i hans tekst- og musikunivers. Samtidig har han kæmpet en hård kamp mod afhængigheden af alkohol. Jeg kæmper selv (i perioder) med trælse tanker, så er det bare fantastisk at vide at det er muligt at komme ud på den anden side...og gerne styrket.

 

Martin Bigum stiftede jeg første gang bekendtskab med, da jeg gik på gymnasiet. På daværende tidspunkt syntes jeg bare at hans kunst var noget underligt tegneseriekunst. Efter nogle år, hvor jeg lærte lidt mere om kunstneren Martin Bigum, synes jeg at han er en fantastisk fortæller, både gennem sin kunst, men også gennem de udsendelser jeg har set med ham. Kunstquizzen på DRK har jo gjort rigtig meget for hans "folkelige gennembrud". Han er inspirerende med den store viden og fortællelyst han besidder.

 

Da jeg skulle til Bornholm på ferie, fandt jeg tilfældigvis ud af, at han havde en udstilling på Bornholms kunstmuseum. Han havde malet et maleri på Bornholm tidligere på året og nu skulle det maleri afsløres! Og det skulle ske i min ferie! Det MÅTTE jeg simpelthen bare opleve. Det var det eneste punkt jeg skulle nå i min ferie...

Jeg kom af sted, så den helt fantastiske udstilling. Så kom kunstneren...og mange, mange mennesker, men folk var søde og det var rigtig hyggeligt.

 

Billedet Martin Bigum malede på Bornholm 2015.

 



 Efter afsløringen af maleriet, signerede Martin Birgum sin nye bog "Min egen kunsthistorie" Et monster af en bog, men sikke en bog. Den er fantastisk. Bare ikke lige en man tager med i seng og læser... 

 

Martin Bigum signerer sin nye bog

Det var så ikke bare en signering, men et lille kunstværk man fik.

 

 

Martin var rigtig sød til at tage sig tid til at snakke lidt med os. Jeg fortalte, at jeg første gang, havde stiftet bekendtskab med ham i gymnasiet. Han spurgte om jeg selv tegner eller maler, men måtte fortælle at jeg havde mistet lysten efter jeg havde haft billedkunst på seminariet og min lærer ikke havde været ret begejstret for det jeg lavede...Han gav mig det bedste svar;

"Se at komme i gang igen og bevis han tog fejl. Hvis du elsker at tegne eller male, så lad ikke andre dømme det dårligt ved at tage glæden fra dig" 

Jeg var helt igennem rørt, glad og grædefærdig på samme tid. Det var lige de ord jeg havde brug for, for at komme videre.
Mødet med Martin Bigum har gjort så meget positivt for mig, også efter jeg er kommet hjem igen.

Så ferien på Bornholm var i den grad et "wake-up-call" Den satte mange tanker i gang om hvad der kan lade sig gøre, og hvor stort (eller lille) Danmark egentlig er...Den satte  i den grad tanker i gang, om hvad der kan lade sig gøre i MIT liv. 

Det er ikke nemt.....

Sikke dog et arbejde med at få det her til at se nogenlunde ud...Jeg er perfektionist og derfor kommer bloggen her nok til at ændre udseende 100 gange indtil jeg er tilfreds.
Jeg leger lidt med billeder, farver og skrifttyper...en ting er sikkert...det skal ikke være ensformigt og kedeligt at læse med her...

Skulle lige prøve at uploade et billede...når jeg har uploadet et billede til baggrunden på bloggen er det blevet KÆMPE stort...som i MEGA stort...men nu virker det åbenbart...nå men jeg arbejder videre...
Billedet her er en orkidé (SURPRISE!!!) Det fantastiske ved netop denne orkidé er, at den ikke har blomstret i flere år...og nu pludselig blomstrer den...JAAAA :-) Det er skønt, så ved man da at man ikke har taget livet helt af den...

Nå men dagens indlæg bliver ikke så langt...det varer ikke længe, så er der håndbold i fjerneren; GOG mod Team Tvis Holstebro...det bliver en interessant kamp...og så er US Open i tennis jo startet i dag...så de kommende dage kommer sikkert til at indeholde en del sport....OG OG OG så skal man da ikke glemme at OB i går vandt 1-0 over FCK!!! Jaa jaa jaa....der er nogle hold der er lidt sjovere at slå end andre...det er FCK og Brøndby...så glemmer man meget hurtigt at ens hold tabte 5-1 i sidste spillerunde.... 

om at starte igen og få ny inspiration...

Ja som overskriften antyder, så er det tid til at starte igen...det sidste indlæg i denne blog er skrevet i 2012 (!!!?!?!!) Hvad sker der lige for det?
Når man vælger at have en blog, er det vel fordi man har noget på hjertet? Det er i hvert fald sådan jeg ser på det. Det er bestemt ikke fordi der ikke er sket noget i mit liv siden 2012...snarere tværtimod :-O

Da jeg begyndte at skrive på bloggen der i 2012, arbejdede jeg på at blive gravid ved hjælp af insemination. Det lykkedes også, men det endte i en ufrivillig abort. Kort efter blev jeg fyret fra mit arbejde og jeg endte med at være arbejdsløs i ca. 3½ måneder. Det var faktisk hvad jeg havde brug for på daværende tidspunkt. Jeg havde rigtig svært ved at finde ud af hvad jeg skulle og ikke skulle...Jeg søgte de obligatoriske jobs...men må indrømme at det ikke var helhjertet. I maj 2012 fik jeg job op en restaurant her i byen som kok. Det var en rigtig sjov, men også hård sommer. Teamet fungerede ret godt synes jeg og jeg mødte nogle skønne unge mennesker, men jeg vidste hurtigt at det ikke var kok jeg skulle være resten af mit liv. Det var simpelthen for hårdt.

Jeg stoppede på restauranten pr. 1. oktober 2012. Så brugte jeg nogle uger på at puste ud og holde lidt ferie. Derefter begyndte ræset med jobsøgning osv. igen. Det var nu ikke fordi jeg havde de store problemer, med hverken A-kasse eller jobcenter. Jeg fik lov til at gå julen over, inden der kom en melding om at jeg skulle i aktivering...På daværende tidspunkt havde jeg besluttet at søge ind på SDU i Odense, fordi jeg ville noget andet. Jeg søgte derfor virksomhedspraktik på Øhavsmuseet i Faaborg. Jeg fik 4 uger. Det var en helt fantastisk oplevelse. Jeg fik lov til at prøve mange forskellige ting. Da de 4 uger var gået, var et egentlig meningen at jeg ikke skulle være der mere, men fik tilbudt et løntilskudsjob der, hvilket jeg sagde ja til...med forbehold for at stoppe før tid, hvis jeg kom ind på studie på SDU eller kom i job.
Jeg nåede at være i løntilskud i 14 dage, da min telefon ringede. Det var fra min tidligere arbejdsplads Prices Have centeret, hvor jeg havde været ferieafløser i køkkenet i 2005. De stod akut og manglede en ferieafløser, om det var noget for mig??? ØHH...jo det skulle jeg jo lige tygge på, men vidste jo at jeg skulle sige ja. Jeg var yderligere 14 dage på Øhavsmuseet og så stoppede jeg der og startede på Prices Have.

Afløser-jobbet endte med fast arbejde. Det var i og for sig fint nok...problemet var bare, at jeg også fik en plads på dansk-studiet på SDU...SÅ var gode råd jo dyre...jeg valgte det sikre og beholdt mit arbejde...har dog tænkt tit på hvad der var sket, hvis jeg sprang ud i det...

Nu skriver vi så 2015, jeg er stadig på Prices Have...men denne sommer har inspireret mig til at gøre en masse ting jeg ikke vidste jeg burde gøre...alt det kommer der mere om de næste dage :-)

om at have travlt og være arbejdsløs...

Så kom 1. februar 2012 og dagen hvor jeg for første gang i mit 32 år korte liv, er arbejdsløs. Tja der er jo endnu ikke så meget at sige til det. Har skullet melde mig ledig på jobnet.dk og hos a-kassen. Det var ærlig talt ikke særlig nemt...På jobnet mente jeg at have en profil, men kunne ikke huske hverken brugernavn eller password, så jeg måtte oprette en ny...A-kassen er sgu et kapitel for sig. Det var egentlig nemt nok, men måtte da lige ringe ind og snakke med en, for at være sikker på at der ikke var nogen fejl...det er så trælst at lave fejl i sådan et system...Ham jeg fik fat i, var da absolut ikke særlig serviceminded. Det irriterer mig, men fik da nogenlunde svar på det jeg skulle vide...Så håber jeg bare at det er rigtigt.

Jeg holdt ferie i sidste uge og for dælen jeg synes godt nok at jeg havde noget at se til. Jeg skulle lige rundt til nogle kolleger og sige farvel, det var lige før jeg fik "græ' i mine øjne", det kom lige pludselig ret tæt på. På den lange bane, er det nok mig der ender med at blive rigtig glad for det. Jeg var ikke specielt glad for mit job til sidst. Der var alt for meget fnidder-fnadder og folk kunne ikke finde ud af at stå fast på deres meninger...Det er jo slet ikke mig, hvis man har en mening, må man komme med den og har man aftalt at støtte hinanden, gør man det sgu!
I fredags skulle jeg lave en reception, det var virkelig hyggeligt og jeg fik kun ros for maden, så det var skønt...Jeg måtte have hjælp fra en god kollega til kagen. Jeg skulle lave en chokoladekage, hvor der skulle noget creme af hvid chokolade på toppen og det der creme, var jeg bestemt ikke glad for, da min prøve herhjemme gik helt i fisk, det blev grynet og skilte, men det endte med at blive ret godt...Tog lidt billeder så I kan se det...

Her er det kagen, som den endte med at se ud.

.

3 slags tapas med rygeostcreme og radiser. Laks med røræg/spinat. Chorizopølse med oliven.

Små vandbakkelser med tunfyld.

Forskellige grønsager, guacamole, tomatsalsa, tzatziki, grissini, små frikadeller og små butterdejssnegle med skinke og nogle med grøn pesto. Alt hjemmelavet:-)

Kagen igen samt frisk frugt, ananas, melon og kiwi.
Hvis I undrer jer over at kagen ser klæg ud, er det meningen, det er sådan en konfekt-agtig kage.

Jeg synes selv det blev rigtig godt og er tilfreds og med alle de positive tilkendegivelser jeg fik, var de også rigtig tilfredse:-) Så er det alt arbejdet værd:-)

Nu skal jeg til at lave kort igen. Jeg har flere bestillinger på både bryllupstelegrammer, konfirmationstelegrammer og barnedåbskort:-) Jeg har været ude og købe lidt ind til det, så der er ingen undskyldning mere...Der skal nok komme billeder når jeg har fået lavet noget:-)

Fagre nye blogger-verden, kom til mig:-)

Dette mit første indlæg på min nye blog, kommer først og fremmest til at handle om...ingenting:-)

Jeg sidder her og har fulgt et par bekendtes blogs i noget tid nu og er egentlig ret imponeret af, hvad man kan få ud af sådan en blog. Så nu har jeg prøvet at tage springet og selv få mig en. Jeg vil ikke love en hel masse om hvornår jeg kommer til at skrive et indlæg eller noget i den stil. Jeg vil FORSØGE at komme ind og skrive noget, når og hvis der er tid...men der skal også være en mening med galskaben...
Jeg vil FORSØGE at få indhold i min blog, fortælle når der er noget at fortælle...Jeg vil krydre med billeder og sjove/kedelige/skøre/dumme/søde historier om mangt og meget...

Min blog vil primært komme til at indeholde tanker og kreative indfald om kortlavning, den/de insemination(er) jeg er igennem, dyr, mennesker og sport...for der er altså kvinder der er bidt af sport, og jeg er en af dem:-) Det er vist da alligevel en lang række af hverdagens mere eller mindre interessante "ting-sager"...

God læselyst og velkommen til:-)